Smid tøjet - så ka´du lære det!

Når jeg tænker tilbage på hvordan jeg gennem min opvækst indirekte har lært, at kroppe ser forskellige ud, så er det første minde, min mors Moster Edith - eller snarere hendes svulmende barm.

Jeg har den dag i dag et tydeligt indre billede af, hvordan hendes store, svulmende bryster, i al deres magt og vælde, skvulpede fantastisk foran øjnene på mig, da vi stod og tog tøj på inden morgenmaden. Jeg har vel været omkring 4-5år og fra mit frøperspektiv var det ganske overvældende. De var i al fald meget anderledes end min mors.

Nøgenhed var ikke fremmed for mig, hjemme hos os rendte vi ikke nøgne rundt, men det var naturligt at se mine forældre når de klædte om, gik ud til badet eller lign. Som barn drønede vi rundt i bar røv under havevanderen eller når jeg tog til stranden, hvor de voksne klædte om, uden at gøre det store nummer ud af det. Jeg gik også til en masse sport, med masser af omklædningsrum og hertil hørende bare rumper. Sådan var det jo så naturligt.

Men så skete der noget, sådan nærmest i smug i løbet af natten. Jeg gik i seng den ene dag og BAM – næsten morgen vågnede jeg op og var gud hjælpe mig ved at få sådan nogle små buler. Åhhh gud, det var bryster!! Jeg havde jo nok hørt lidt om at det ville ske, men sgu da ikke allerede! Jeg var i al fald ikke klar.

Nu begyndte JEG at lukke døren når jeg klædte om, turen til badeværelset foregik pludseligt fuldt påklædt, og jeg undgik at være i nærheden af mine forældre, når jeg vidste de klædte om. De kunne fornemme udviklingen, for de tilpassede deres adfærd og i mange år frem, var den naturlige nøgenhed knap så naturlig. Jeg var nemlig blevet teenager. 

Gymnastik stoppede jeg med at gå til – ikke om ti vilde heste skulle klemme min krop og dens mærkelige buler, ned i de der stramme dragter vi brugte til opvisning. Det gik så stærkt og jeg kunne slet ikke følge med. I 7kl begyndte drengene at kalde mig ”Samantha Fox” –  og det var sgu ikke så sjovt altså.

Men der var ét sted jeg ikke kunne gemme mig – fællesbadet i skolen. Flere dage i forvejen, havde jeg ondt i maven over, at skulle være nøgen foran mine klassekammerater. For helvede, jeg havde jo ikke engang selv vænnet mig til min egen nye krop – så skulle den i al fald ikke vises for dem. Jeg forsøgte mig med forskellige tricks, men det der med at bade mens man prøver at holde håndklædet, det dur ikke. Så kan man enten prøve at være den første under bruseren eller den sidste – så er der ikke så mange der ser én.

I en periode holdt jeg op med at spise – jeg havde rationaliseret mig frem til, at så voksede det hele måske lidt langsommere. Efter et par uger hvor jeg stort set havde levet af et æble og flere liter danskvand om dagen, var jeg ved at besvime inden idræt. Yes!! Så slap jeg for idræt og dermed fællesbadet!!

Men det gik jo ikke i længden, så i stedet begyndte jeg på skift at pjække, eller skrive mine egne sygesedler – det blev jeg ret god til.

Langsomt begyndte jeg at vænne mig til den nye krop. Det gav i al fald en masse opmærksomhed fra drengene og det blev der eksperimenteret med i stor stil. Men det var i MIT tempo, under MINE betingelser og JEG kunne bestemme, hvornår JEG ville være nøgen og ikke mindst med hvem. Det valg havde jeg ikke i fællesbadet efter idræt, der blev jeg tvunget til, at stå nøgen og sårbar.

Den opmærksomme læser har nok luret, at vi her er ude i endnu en holdning til, hvorvidt der skal sættes skillevægge eller lignende op i skolernes fællesbad.  Nu er jeg startet med min personlige vinkel, der uden tvivl er det der som mor, følelsesmæssigt præger mig mest i hele den debat der pt florerer. Lad os lige få henholdsvis pædagogen og sexologen ind over – de roller har jeg nemlig også.

Som pædagog oplever jeg, at det primære mål for lærerne er, at få de unge mennesker i bad efter idræt, fordi det er det mest hygiejniske. Og det er jeg meget enig i! Gu skal de unge mennesker da i bad, når de har dyrket sport.

Sex og Samfund har lavet en film, hvor en flok unge mennesker sætter ord på, at det er ulækkert ikke at gå i bad og at det stinker i klassen, når man ikke bader. Men de siger også, at de oplever fællesbade som grænseoverskridende, noget man bør have for sig selv og at det gør dem utilpasse.

Og det undrer mig, at de mødes af en mur af voksne, der bombarderer dem med, at de SKAL gå i bad, at de ”bare” skal lære at være nøgne, lære at vi ser forskellige ud og ”bare” skal lære at elske sig selv.

Men når man står nøgen og sårbar og hjernen og kroppen er under ombygning – er det så i den situation, i fællesbadet, man lærer det bedst?

Hvis det primære mål er, at få de unge i bad, så sæt skillevægge op og det problem er løst på ingen tid. Men man kunne måske også overveje, om det primære mål er, at få de unge til at nyde idræt og sport - at bruge den der krop, de lige skal have fornemmelse for igen.

Selvfølgelig skal vi alle lære at kroppe ser forskellige ud, at elske os selv som vi er og alt det der. Men det skulle vi meget gerne have lært helt grundlæggende, gennem vores primære base – nemlig forældrene – længe inden vi rammer teenagalderen.

Hukommelse og fornuft er midlertidigt ude af drift i teenageårene. Men der kommer en dag, hvor man er færdige med at være i teenagekrise, hvor man husker det man har med fra barndommen.

Hvor man begynder at hvile i sig selv, bliver bevidst og reflekterende, og stopper med at sammenligne sig selv, med filtrerede Instagram billeder eller den seneste wannabee fra Paradise Hotel.

Men det stiller store krav til forældrene – det er jer der skal på banen. Børn og unge får deres primære læring fra nærmiljøet. Uagtet hvor vigtige elementer børnehave, skole og andet er i børnenes liv, så får de den primære påvirkning i hjemmet. I sidste ende, er det mor og fars holdninger, ageren og indflydelse der batter allermest.

Det er MÅDEN vi forældre vælger at være påklædte/afklædte i hjemmet der smitter af på vores børn.

Det er MÅDEN vi omtaler vores egne og andres kroppe (og andet), der smitter af på vores børn.

Det er DEBATTERNE vi tager med vores børn, omkring kroppe generelt, kroppe i reklamer, kroppens udvikling mm der smitter af på vores børn. Og bemærk jeg bruger ordet DEBAT – ikke at forveksle med KRITIK. For det er okay at lave og se smukke billeder på nettet, det skal bare ikke blive en målestok.

Vi kan ikke lægge ansvaret fra os, og forvente at børnehaven og skolerne alene, skal tage hånd om, at lære vores børn om kroppe, udvikling, seksualitet og kønsidentitet.

Vi skal være lige så livlige og engagerede i debatten omkring middagsbordet, sammen med vores børn og unge mennesker – som vi er, når vi hidser os op i diverse debatter på Facebook.

At man som teenager er usikker på sin krop er HELT normalt. Det bliver de unge mennesker endda undervist i, i den selvsamme skole, der tvinger dem til at være nøgne.

Stop nu det cirkus og begynd at tænke i nye baner.

Det er nemt som voksen at rationalisere og belære. Men sommetider skader det ikke, at reflektere over, hvorvidt man holder fast i noget for princippernes skyld, eller fordi det reelt er den bedste løsning.

Vi skal prise os lykkelige for, at vi har nået en tid, hvor de unge må og tør sætte ord på deres ubehag, nu er det på tide at vi voksne begynder at lytte, så vi kan få de svedige unger vasket igen.

Som sexolog vil jeg sige, at en ny udvikling tager tid og det skal tage den tid det nu tager.

Når teenagekroppen udvikler sig, er det med en pludselig bevidsthed om seksualitet. Og når man nærmest fra den ene dag til den anden, oplever sin krop som værende seksuel, er det helt naturligt at sætte en grænse for sin nøgenhed.

En ting er sikkert, der er intet hverken sundt eller fornuftigt i, at tvinge et andet menneske ud i en situation, vedkommende finder grænseoverskridende eller ubehagelig.