Du er lækker skat!

Maiken Fehse Ranlev

Certificeret Sexolog og Uddannet Pædagog.

Mobil +45 6092 8422

Mail: maiken@fehse.dk

Hårdengvej 17, 6100 Haderslev

CVR-nr 35965602

Jeg synes du er lækker skat!

De fleste af os kvinder kender det – ja, det er lige før jeg vil vove den påstand, at vi ALLE på et eller andet tidspunkt har prøvet det. Den der følelse af, ikke at være specielt lækker. At føle sig for tyk, for tynd, for utrænet. Brysterne har ikke lige den facon man kunne ønske, lårene blævrer og maven……. Nej maven den gider vi slet ikke komme ind på.

Nogle gange går det hurtigt over og andre gang, så sætter den sig fast den der følelse. Og bliver sådan en lille forstyrrende djævel, der prikker til os i tide og utide.

Når manden kommer snigende bagfra og tager kærligt fat om maven eller brysterne, så vrider vi os som glatte ål - for han skal da ikke tage fat lige dér!! Nogle gange skubber vi ham ligefrem væk – afviser ham.

Det samme i sengen. Pludseligt springer vi knap så meget rundt på madrassen som vi gjorde tidligere.           

I stedet, begynder vi at trække maven ind, vende og dreje os, så brysterne sidder pænt og de værste skavanker er i den blinde vinkel. Ja faktisk, så tænker vi på alt andet, end at nyde det vi egentligt er i gang med.


Hvis du også kender den følelse, så læs lige lidt videre. For jeg er ret sikker på, at du gerne vil af med den. Eller i det mindste, gerne vil gå i krig med at bekæmpe den.

Jeg vil på ingen måde begynde at prædike sund kost og motion. For det er slet ikke det, dette indlæg handler om. I stedet, vil jeg gerne få dig til at tænke lidt over, hvilken magt den følelse egentligt har.


•Du undviger/afviser din mand.


•Dit humør og dit selvværd påvirkes negativt.


•Du går glip af den skønne oplevelse det er, at blive rørt ved og nydt.


•Sexlivet er ikke lige helt så sjovt og frit, som det kan være.


Hvad pokker, kan du gøre for at komme den til livs?

Det er her vi lige skal flytte fokus lidt, nemlig hen på ham din skønne mand. For stop lige op og læg mærke til hvad der sker. Når kan kommer og lægger armene om dig, når han tager fat i dine deller, om dine bryster eller din røv. Så læg lige mærke til, at han jo nyder det for pokker.

Det er garanteret ledsaget af lyde eller andet, der tilkendegiver, at han bare synes du er pisse lækker. Og at han elsker at røre ved dig – hvis han får lov.


Det vi gør, vi kvinder når vi afviser mandens tilnærmelser eller vrider og vender os i den rette stilling, det er at sige ”Nej tak – jeg gider dig ikke. Og jeg tror ikke på dig, når du siger jeg er lækker”                                           

Jamen for pokker da, kan du se det? Hvordan blev den der lille følelse, lige pludseligt større end tilliden til din mand?


Og hvad så nu, tænker du nok.

Jo det skal jeg sige dig – du skal tage tyren ved hornene. For uanset hvad, så skal hverken du eller din mand snydes for, at nyde hinanden lige nu og her. Uagtet de småskvanker du måtte mene du har.


1.Indrøm at det er et problem og tal med din mand om det. Fortæl hvordan du har det og vigtigst af alt, at du gerne vil ændre det og har brug for hans hjælp. Aftal eventuelt hvor du har det bedst med at starte, så du ikke springer ud på det dybe lige fra start.


2.Bed ham om at fortælle dig, hvad han godt kan lide ved din krop. Få ham til at fortælle hvor dejligt han synes det er, at ligge og holde om din mave, nappe dig i rumpen eller lige tage fat om din skønne barm. Jo flere ord jo bedre. Og han skal sige det igen og igen og…..


3.Giv ham lov og tro på ham. Når han tager fat i dig, så giv ham lige 10 sekunder inden du afviser ham eller flytter hans hænder. Observer hans reaktion på at røre ved dig. Bemærk at han jo nyder det, fordi han synes du er skøn – prøv at nyde det selv. Og giv gerne igen ;)


4.Hvis det er lidt svært, så lav en røre/nusse date. Tænd stearinlyset i soveværelset, så du ikke føler dig udstillet under den klare loftslampe. Skru op for varmen, lad ham klæde dig af, og for hvert stykke tøj, fortælle dig hvor skøn du er. Aftal at han starter der hvor du har nemmest ved det. Og ganske stille, med masser af ord og berøringer, kommer hele kroppen rundt. Og prøv at nyd det.


Hvis du virkeligt har problemer med din krop og dit selvværd, kan øvelserne være en smule svære i starten. Men hvis i har tillid til hinanden og giver det en chance, så tro mig – det virker!

Mænd vil vende verden på hovedet, for at gøre deres kvinder glade og tilfredse. Og jo mere konkrete vi er til at bede om hjælp, jo nemmere er det.


Uanset om det er kost og motion der måske kan gøre en forskel. Eller om det udelukkende er en følelse inden i dig, så er der ingen grund til at hverken du eller din mand, skal undvære den fornøjelse det er at røre og blive rørt ved.

Det er nemlig vigtigt at røre ved hinanden. Også når den første forelskelse er overstået og det er blevet hverdag. Berøring er kommunikation med sanserne og det der gør, at vi føler os forbundet. Det frigiver stoffet Oxytocin, som giver en følelse af velvære og gør, at vi bliver ved med at være lidt småforelskede og har lyst til hinanden.


God fornøjelse :)





Copyright © 2014 Sexolog Maiken Fehse Ranlev All Rights Reserved